Konventionelt design øger brugervenlighed

Konventionelt design øger brugervenlighed

Hvad betyder konventionel?

Konventionel betyder noget, som er alment kendt, eller som følger bestemte normer og traditioner. I digitalt øjemed indebærer det ofte anvendelsen af udbredt og velkendt symbolik eller funktionalitet.


Hvordan benyttes konventionelt webdesign?

I webdesignbranchen er der ofte stor fokus på at være nytænkende og innovativ, derfor kunne man hurtigt forledes til at tro, at konventionelt design er noget, som man ønsker at undgå. Dette er dog langt fra tilfældet.

At inkorporere noget konventionelt i et webdesign kan gøre, at de besøgende finder designet familiært. Genkendelige elementer inkluderes i designet, så den besøgende opnår en vis familiaritet med interfacet og dermed nemmere kan navigere siden. Når brugerne finder siden overskuelig og forståelig er de mere tilbøjelige til at udforske sidens indhold og bruge mere tid på jeres hjemmeside.  

Konceptet benyttes endda også i mange andre sammenhænge udenfor den digitale verden. Du har helt sikkert mødt noget konventionelt design eller funktionalitet i din hverdag. Forestil dig for eksempel, at du kommer ind i et supermarked, hvor du ikke har været før. Du kender ikke stedets layout, men du ved, at smørret finder du i mælkekøleren, kylling finder du i køledisken og pita finder du i brødafdelingen. Dette kan også kategoriseres som konventionelt design, da alle supermarkeder, uanset hvilken kæde de tilhører, oftest placerer varer i de samme kategorier for at gøre indkøb nemt for deres besøgende.


Ydermere hjælper konventionelt design også med at udforme brugerens helhedsindtryk af hjemmesiden. Flere brugerundersøgelser indikerer, at brugerens lyst til at interagere med en side ofte primært er afgjort af, hvor meget designet appellerer til dem, altså hvor pænt og funktionelt, de synes, det er. Én undersøgelse indikerede blandt andet, at 94% af kunders førstehåndsindtryk baserer sig på hjemmesidens design. Ligeledes indikerede en anden undersøgelse at op mod 38% af besøgende stopper deres besøg på en hjemmeside hvis layout eller indhold ikke appellerer til dem (Kilde).

Det kan ikke definitivt kan klarlægges, præcis hvilken effekt design har på brugeropfattelser. Dog indikerer nyere undersøgelser og forskning tydeligt, at designet spiller en stor rolle i at udforme de besøgendes opfattelse af siden og derigennem også virksomheden. Et dårligt eller godt design kan altså henholdsvis have enten positive eller negative uforudsete konsekvenser for driften af en virksomhed.

Eksempler på konventionelt webdesign:

Konventionelt design kan være både universelt eller basere sig på en specifik branche, virksomhedstype, hjemmesidetype eller lignende.

Et eksempel på et universelt konventionelt design er at have virksomhedens logo i toppen af en hjemmeside, ofte i venstre hjørne. Funktionen af logoet og dets placering er, at når man klikker på det, skal det bringe én tilbage til hjemmesidens forside. Dette er nok en af de mest alment kendte konventionelle funktioner, og hvis du kigger rundt på mange forskellige sider, vil du finde denne funktion på næsten dem alle. En undersøgelse fra 2015 viste at 36% af brugere, der bliver ledt til en hjemmeside klikker på virksomhedens logo for at komme til forsiden (Kilde).

Et andet eksempel kan være at have menupunkterne i en header, for det er ofte noget af det første, en bruger vil få øje på, når de loader ind på en side. Her er der ofte en række menupunkter, som har flere undermenuer tilknyttet. Disse dukker for det meste frem i form af en dropdown-menu eller en lignende visualisering, som er nem og overskuelig, så den besøgende let kan danne sig et overblik over sine navigationsmuligheder. Samme undersøgelse fra 2015 viser ligeledes at 50% af brugere benytter menuen til at orientere sig om sidens navigationsmuligheder (Kilde).  


I en webshop er indkøbskurv-logoet et konventionelt designelement, der ofte benyttes. Ved at klikke på dette kan du se de varer, som du har tilføjet til den. Der er en grund til, at stort set alle webshops har denne funktion listet klart og tydeligt i deres interface. Det er fordi, at symbolikken er alment anerkendt uanset brugerens baggrund, og det er derfor nemt for dem at finde muligheden for at se deres indkøbskurv og hurtigt kunne komme til at betale for varerne.

Et sidste eksempel på konventionelt design kan være noget så simpelt som en hover-effekt. En hover-effekt er det, der sker, når du placerer musen henover for eksempel et ikon eller et billede, hvorefter det skifter en smule. Dette skift kan blandt andet være, at ikonet skifter farve, at billedet zoomer en smule ind, eller at et tilknyttet element bevæger sig. Alt dette indikerer for brugeren, at dette er et element, de kan interagere med, samt at de gennem denne interaktion vil blive bragt til en ny underside, der omhandler ikonets/billedets indhold.

Selvom innovation og nytænkning er altafgørende, når det gælder webdesign, er det absolut ikke det eneste vigtige parameter. Det er mindst ligeså vigtigt at overveje, hvordan man sikrer, at de besøgende får en problemfri og overskuelig oplevelse på jeres side. Her kan konventionelt design være nøglen til at sikre, at jeres besøgende hurtigt kan danne sig et overblik over de muligheder, de har på jeres side.

Ønsker du at vide mere om konventionelt design, og hvordan det kan integreres på jeres hjemmeside? Vi sidder klar ved telefonen med gode råd og vejledning om, hvordan du får mest ud af din digitale tilstedeværelse.

Vi kan også hjælpe dig i mål med dit næste projekt

Send os en besked med en kort beskrivelse af dine ønsker eller overvejelser. Så vil vi kontakte dig hurtigst muligt, og vi kan sammen afklare dine behov.

Send os en besked

Mange tak for beskeden. Vi vender tilbage hurtigst muligt.
Hovsa! Der skete en fejl ved indsendelsen af formularen.
Prøv igen.